Pressenævnet har truffet afgørelse i en sag, omhandlende en klage indsendt af lektor i kemi ved Københavns Universitet Niels Harrit. Klagen går ud på, at Jyllandsposten havde bedt Niels Harrit skrive en kronik om 11. september 2001, en kronik som blev skrevet, men som Jyllandsposten senere valgte ikke at trykke. Kronikken blev senere også afvist af Politiken, derfor omhandler klagen begge aviser. Du finder hele sagsforløbet, ikke mindst afgørelsen, samt alle relevante bilag dertil, lige under kronikken du ikke må læse. Den forbudte kronik, som hverken Jyllandsposten eller Politiken vil lade deres læsere læse, bringer VerdenVersion2.dk nu til dig herunder - god fornøjelse !
Kronik Jyllandsposten
WORLD TRADE CENTER 7
Niels Harrit, lic.scient., lektor, Københavns Universitet
Den danske arkitekt Jan Utzon er beskæftiget med renoveringen af operahuset i Sydney, som hans verdensberømte far har tegnet. Det burde derfor have vakt en del opmærksomhed i de hjemlige medier, da han for nylig tilsluttede sig organisationen ”Architects and Engineers for 9/11 Truth” og dermed kravet om en fornyet undersøgelse af terrorangrebet på USA d. 11. september, 2001 (9/11).
Når specielt denne organisation – der nærmer sig et medlemstal på tusind – kan stille et sådant krav med en vis vægt, skyldes det omstændighederne ved sammenstyrtningen af World Trade Center (WTC). For derfor at forstå Jan Utzons udmelding er det nødvendigt med lidt baggrundsorientering om begivenhederne på Manhattan den skæbnesvangre dag.
WTC blev som bekendt ramt af to jetfly. Men forbløffende få mennesker ved, at der var tre(!) skyskrabere, der efterfølgende kollapsede. Uden at være på højde med de to berømte tvillingetårne var den syvende bygning i WTC-komplekset - Bygning 7 eller WTC7, som den kaldes – en gigantisk bygning, der med sine 47 etager ragede 186 m op i luften. Til sammenligning er der 17 etager på Rigshospitalet i København. WTC7 havde en grundplan lidt mindre end en fodboldbane og stod i en afstand af 110 m fra det nærmeste tvillingetårn.
Bygning 7 styrtede sammen kl. 17.20 (lokal tid), d.v.s. syv timer efter tvillingetårnene.
Selve sammenstyrtningen af WTC7 var spektakulær. Pludseligt sank den i grus i en symmetrisk, lodret bevægelse med ”frit falds” hastighed. Sagt på en anden måde, så faldt den øverste etage (i de første 2.25 sekunder), som om der ikke var noget nedenunder. Alle bærende elementer i bygningen var elimineret. Ikke nok med det. Da kollapset som nævnt var fuldstændigt symmetrisk, kan man tilføje, at alle bærende elementer var blevet elimineret samtidig. Resultatet var en ca. 20 meter høj bunke hovedsageligt bestående af stålbjælker. Alt andet materiale fra bygningen blev fuldstændigt pulveriseret og spredt i gigantiske skyer. Der skete ingen større skader på de omkringliggende bygninger.
Dette er helt enkle, fundamentale og uigendrivelige observationer.
Når en person som Jan Utzon reagerer på synet af WTC7’s kollaps, er det, fordi man ikke umiddelbart kan forstå, hvad man ser. Hvorfor styrtede denne bygning sammen på denne måde?
WTC7 var – som amerikanske højhuse flest – en såkaldt ”steel-framed high-riser”. Det betyder, at hele strukturen er bygget op omkring et skelet af stålbjælker. Der er ingen bærende betonelementer i bygningen. Sådan bygger vi ikke i Danmark, og vores sprog mangler simpelt hen en mundret glose for sådan en konstruktion. Derfor må vi bruge den amerikanske betegnelse i det efterfølgende.
Der var kun sporadiske brande i WTC7, og de mekaniske skader på bygningen efter sammenstyrtningen af tvillingetårnene var marginale. Disse oplysninger finder man bl.a. i den officielle, tekniske redegørelse for kollapset, som blev offentliggjort i august og oktober 2008, af The National Institute of Standards and Technology (NIST). Denne institution kan bedst beskrives som en gigantisk udgave af vores nationale Teknologisk Institut.
Men omfanget af disse brande er principielt irrelevant. Det er nemlig aldrig sket før eller siden, at en steel-framed high-riser er styrtet sammen på grund af brand. Desuden må tidligere og senere brande i den slags bygninger karakteriseres som regulære infernoer i sammenligning med kontorbrandene i WTC7. En væsentlig grund til denne modstandsdygtighed overfor brand er, at stål er en fremragende varmeleder. Lokal ophedning bliver hurtigt fordelt i hele konstruktionen, der fungerer som køleribbe. Derved kommer stålets temperatur på brandstedet ikke op på en kritisk værdi. Desuden har det vist sig i fuld-skala forsøg, at den overordnede struktur bliver stående, også selv om stålelementer bliver varmet op til temperaturer, hvor deres individuelle bæreevne stort set er forsvundet.
På den baggrund må man ganske enkelt konkludere, at en steel-framed high-riser ikke styrter sammen på grund af brand.
Det er ikke desto mindre, hvad der skete med WTC7 – altså iflg. NIST. Den allerede citerede rapport er det officielle USAs tekniske forklaring på WTC7’s kollaps. Forfatterne bag rapporten lægger imidlertid ikke skjul på, at deres opgave ikke var at finde ud af, hvad der skete. Citat: ”Udfordringen var at afgøre om en almindelig kontorbrand kunne få etagerne til at styrte sammen i WTC7” (forfatterens oversættelse og fremhævning). NIST havde altså fået den bundne opgave at sandsynliggøre, at WTC7 var styrtet sammen på grund af en almindelig kontorbrand.
Det slap de meget dårligt fra. NIST var også ganske udmærket klar over opgavens umulighed, thi al videnskab er baseret på erfaring, og fænomenet er som sagt ikke observeret hverken før eller siden. NIST henviser i deres forklaring til en brand, som må have fundet sted på den 12. etage i det nordøstlige hjørne. Som konsekvens af varmeudvidelse skulle gulvet på den ovenliggende 13. etage være faldet ned og derved startet en kollaps, som ”spredte” sig både vandret og lodret i hele bygningen. Dette scenarie er i modstrid med NISTs egne eksperimenter og observationen af et symmetrisk kollaps i frit fald. Rapporten fra NIST var syv år undervejs. Men den er alligevel behæftet med så mange fejl, fortielser, udeladelser og ligegyldigheder, at pladsen her ikke tillader en udtømmende kritik.
Når nu sammenstyrtningen af Bygning 7 er den mest kontroversielle og foreløbigt uforklarede bygningskollaps i moderne arkitekturs historie, er det påfaldende så lidt opmærksomhed begivenheden har vakt i faglige kredse. Ingen relevante institutioner som f.eks. ”Institut for Byggeri og Anlæg” på DTU, Statens Byggeforskningsinstitut, Ingeniørforeningen, tidsskriftet ”Ingeniøren” m.fl. har følt sig tilskyndet til at afholde en offentlig høring om WTC7’s kollaps.
Det er vigtigt, at en sådan diskussion føres mundtligt i et offentligt, kollegialt forum. Når eksperter udtaler sig til pressen eller endog anonymt på en hjemmeside, kan de slippe afsted med at sige hvad som helst. Men i et fagligt forum bestående af kolleger går den ikke.
Hidtil har der ikke vist sig én eneste dansk ingeniør, arkitekt eller på anden måde bygningsagkyndig, som har villet fremlægge og forsvare NISTs model for WTC7s kollaps. Der kan kun være to mulige forklaringer på denne tavshed. Den ene er, at NIST har så indlysende ret, at eksperterne fra DTU ikke vil spilde tid på, at forklare det for os andre. Den anden er, at NIST ikke har ret, men at det har karrieremæssige konsekvenser, at fortælle os andre det.
Der er imidlertid en alternativ forklaring på WTC7s kollaps, som denne kroniks forfatter er parat til at fremlægge og forsvare i en hvilken som helst forsamling: World Trade Center 7 blev revet ned med fuldt overlæg i en kontrolleret nedrivning. De observationer (og flere til), som ovenfor er blevet beskrevet som værende i modstrid med NIST’s model, er nemlig fuldstændig i overensstemmelse med en kontrolleret nedrivning. Hertil kommer de helt ekstraordinære observationer af smeltet jern under ruinerne og fund af diverse partikler i støvet, som peger på specielle nedrivningsteknologier, m.m. Der er ikke plads til at fremføre alle tekniske argumenter her.
Alene skal det gentages, at ingen anden steel-framed high-riser nogensinde er styrtet sammen på grund af brand. Omvendt er det heller aldrig sket, at en sammenstyrtning, som har udvist alle kendetegn på en kontrolleret nedrivning, har vist sig ikke at være det.
Det tager mange måneder at forberede en kontrolleret nedrivning af dette omfang.
Angrebet på USA d. 11. september, 2001, er af mange blevet betegnet som den vigtigste politiske begivenhed siden anden verdenskrig. Den var startsignal til krigen mod terror og dermed Danmarks engagement i to krige på den anden side af jordkloden. De borgerlige rettigheder er blevet indskrænket. Vores samfund styres i stigende grad af angst, og endestationen for denne udvikling er ikke rar at tænke på.
På den baggrund er det højst beklageligt, at pressen og de byggetekniske miljøer i Danmark har svigtet totalt ved at undlade at belyse de faktuelle omstændigheder omkring angrebet på WTC.
Heldigvis behøver man ikke være en Jan Utzon for at forstå, at der er noget galt.
Man skal bare kunne tælle til tre.
Der var to jetfly – men tre skyskrabere.
Noter og referencer findes på www.jp.dk/??
Læs Niels Harrits svar på Pressenævnets afgørelse her:
Til alle, som interesserer sig for ytringsfrihed og adgang til at bruge den.
På foranledning af en klage indsendt af undertegnede, har Pressenævnet d. 12. april, d.a., afgjort, at Jyllandsposten og Politiken ikke tilsidesætter ”god presseskik” ved at undlade at viderebringe faktuelle oplysninger om terrorangrebet på USA d. 11. september, 2001 (9/11).
Forhistorien er, at Jyllandspostens chefredaktør Jørn Mikkelsen bestilte en kronik om sammenstyrtningen af World Trade Center hos undertegnede, som leverede den 14 dage efter. Modtagelsen blev bekræftet, og man meddelte mig, at min kronik ”ville blive bragt snarest”. To uger efter fremsendelse meddelte Jørn Mikkelsen mig imidlertid, at den alligevel ikke ville blive bragt.
Da Politiken har været fremmest i kampen for den almene ytringsfrihed, blev Tøger Seidenfaden orienteret om JPs beslutning i form af et åbent brev, som imidlertid aldrig blev besvaret. Efterfølgende afviste også Politiken at bringe kronikken.
På Pressenævnets hjemmeside står der: ”Under brud på god presseskik henhører også hindring af berettiget offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden,...”.(http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Regler-for-god-presseskik.aspx)
Med henvisning hertil indklagede undertegnede Jyllandsposten og Politiken for Pressenævnet, som efter en lang behandlingstid – incl. genoptagelse af sagerne - kom med nedenstående kendelser:
I sagen mod Jyllandsposten udtales: ”Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Jyllandsposten ved at udelade omtale af ”bygning 7” har hindret offentliggørelse af information af væsentlig betydning for offentligheden. Nævnet finder, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik.” (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=131497)
I sagen mod Politiken udtales: ”Pressenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at Politiken ved at udelade yderligere omtale af sammenstyrtningen af ”bygning 7” har hindret offentliggørelse af information af væsentlig betydning for offentligheden. Nævnet finder, at avisen ikke har tilsidesat god presseskik.” (https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=131498)
Der er tilsyneladende ingen præmisser for afgørelsen. Men man bemærker, at Nævnet ikke tager stilling til, om den nævnte information er væsentlig – kun, at ”Nævnet ikke kan finde grundlag for at fastslå....”.
Det grundlag, som nævnet ikke kunne finde, står i den afviste kronik, som er vedlagt dette brev som Bilag 1.
Læs den afviste kronik og se, hvad det er, Politikens og Jyllandspostens læsere ikke må få at vide.
Sagen menes at være principiel. I de senere år har Jyllandsposten og Politiken taget dristige initiativer til efterprøvning af ytringsfriheden. Det her omtalte sagsforløb afslører, at muligheden for at benytte sig af den danske ytringsfrihed er ulige fordelt og åbenbart forbeholdt chefredaktører.
Endvidere repræsenterer sagsforløbet en afklaring af de to fremtrædende, danske dagblades redaktionelle linie i dækningen af terrorangrebet på USA d. 11. september, 2001. Politiken og Jyllandsposten vil ikke medvirke til en diskussion baseret på faktuelle oplysninger.
For fuldstændighedens skyld og til yderligere oplysning gengives derfor det kronologiske forløb nedenfor med reference til alle relevante, vedhæftede bilag.
Med venlig hilsen
Niels Harrit
Tidslinie og liste over bilag for NH vers. JP/Politiken ved Pressenævnet
1) December 2009. Chefredaktør Jørn Mikkelsen, Jyllandsposten (JP), bestiller en kronik af undertegnede om angrebet på World Trade Center (WTC) d. 11. september, 2001 (9/11).
2) 30. december, 2009. Kronikken leveres til JP. Vedhæftet som Bilag 01 med noter (Bilag 02).
3) 13. januar, 2010. Efter flere forespørgsler meddeler Jyllandsposten, at de alligevel ikke vil trykke kronik under henvisning til, at ”synspunktet ikke er nyt”. Brevet fra Jørn Mikkelselsen vedlægges som Bilag 03.
4) 15. januar, 2010. Jørn Mikkelsens begrundelse diskuteres i et åbent brev til chefredaktør Tøger Seidenfaden (TS), Politiken. Brevet vedlægges som Bilag 04.
Samtidigt opfordres Politiken til at bringe kronikken som en naturlig konsekvens af Politikens højt profilerede kamp for ytringsfriheden. Der kom aldrig svar fra Tøger Seidenfaden.
5) 2. februar, 2010. Kronikredaktør Anders Jerichow afviser med et muntert standardsvar at bringe kronikken. Dette svar er vedlagt som Bilag 05.
6) 3. februar, 2010, indsendes en klage (Bilag 06) til Pressenævnet over JP/Politikens mangelfulde dækning af 9/11. Der klages IKKE, over at kronikken ikke er blevet optaget. Der klages over, at JP/Politiken hindrer ”offentliggørelse af informationer af væsentlig betydning for offentligheden”, hvilket er i modstrid med god presseskik iflg. Pressenævnets definition af samme (http://www.pressenaevnet.dk/Love-og-regler/Regler-for-god-presseskik.aspx).
Men artikelmanuskriptet og forløbet omkring dets afvisning indgår som dokumentation på, at den manglende dækning af 9/11 ikke kan henføres til uvidenhed på redaktionerne.
7) 7. februar, 2010. Politiken bringer efterfølgende en artikel - skrevet af Henrik Kaufholz - over to sider i søndagsudgaven om bl.a. undertegnede. En del af artiklen er reel information. Men der bringes også urigtige og tendentiøse oplysninger. Undertegnede præsenteres som et fænomen, og der gøres åbenlyst forsøg på at miskreditere min person. Artiklen er ikke tilgængelig på Politikens hjemmeside, men kan ses her:
http://verdenversion2.dk/nyside/index.php?option=com_content&view=article&id=229:kendte-undersog-11-september-forfra-&catid=89:911-videnskab&Itemid=71
8) 9. februar, 2010. Som en naturlig og uomgængelig reaktion på Politikens reportage tager jeg til genmæle i form af en kommentar, der fremsendes til Politiken. Den vedlægges som Bilag 07.
9) 11. februar, 2010. Som anden uomgængelig reaktion på artiklen i Politiken fremsendes addendum til klagen til Pressenævnet. Heri fremhæves, at artiklen i Politiken IKKE repræsenterer mine synspunkter, men er journalist Henrik Kaufholz’ referat fra mit foredrag garneret med irrelevant og miskrediterende reportage. Politikens reportage kan derfor ikke tages til indtægt for, at Politikens redaktionelle linie er i overensstemmelse med god presseskik. Deres reportage beskriver mig som et fænomen og tillægger migsynspunkter. Men jeg har ikke synspunkter. Jeg fremlægger facts, og der er ikke nogen bygningssagkyndige, der kan forsvare den officielle forklaring i et fagligt forum. Brevet til pressenævnet vedlægges som Bilag 8.
10) 16. februar, 2010. Pressenævnet svarer, at kronikredaktørerne har ret til at afvise en kronik. Nævnets svar vedlægges som Bilag 9a (Politiken) og Bilag 9b (JP).
11) 17. februar, 2010. I et brev til Pressenævnet gøres opmærksom på, at Nævnet ikke har taget stilling til min klage, der specificeres igen. Nævnet bedes tage stilling til:
1) Er faktuelle oplysninger om angrebet på World Trade Center, 11. september, 2001, ”af væsentlig betydning for offentligheden”?
2) Hvis det spørgsmål besvares bekræftende, har JP/Politiken da handlet i modstrid med god presseskik ved at undlade at viderebringe disse oplysninger til den danske befolkning?
Jnf. formalia søges om genoptagelse af ankesagen.
Brevet til Nævnet vedlægges som Bilag 10.
12) 1. marts, 2010. Efter et selv for sagen usædvanligt stort antal rykkere afviser Politiken at bringe mit genmæle, som blev fremsendt 9. februar. Det lakoniske standardsvar bringes som Bilag 11.
13) 5. marts, 2010. Som svar på forespørgsel til status for min klage, meddeler Pressenævnet, at den gennemsnitlige sagsbehandling i 2009 var 15 dage og at formanden (Jytte Scharling) har været på ferie. Bilag 12.
14) 25. marts, 2010. Nævnet meddeler, at det har genoptaget sagen på baggrund af min anmodning af 17. februar. Politiken og Jyllandsposten anmodes om at fremsætte en udtalelse indenfor syv dage. Bilag 13a og 13b.
15) 29. marts/8. april, 2010. Jyllandsposten svarer, at redaktøren har ret til at bestemme, hvad der skal stå i avisen. Politiken svarer, at de har dækket mine ”synspunkter” med Henrik Kaufholz’ artikel d. 7. februar. Nævnet skriver lakonisk i følgebrev, at ”brevene ikke anses for at indeholde nye oplysninger”. Nævnet tager sagen til afgørelse. Bilag 14a/14b.
16) 12. april, 2010. Pressenævnet (Jytte Scharling, Hans Peter Blicher, Kaare R. Schou og John Meinert Jacobsen) afsiger kendelser i begge sager (Bilag 15a/15b). Nævnet finder, at de to aviser ikke har tilsidesat god presseskik.
Kendelserne findes også her:
Bilag 01 Niels Harrit Kronik WTC7 091231.doc
Bilag 02 Noter til kronik WTC7 Niels Harrit.doc
Bilag 03 Afslag fra Jørn Mikkelsen 100113.doc
Bilag 04 Åbent brev til Tøger Seidenfaden Ytringsfrihed Jyllandsposten.doc
Bilag 05 Svar fra Anders Jerichow.doc
Bilag 06 Klage til Pressenævnet Niels Harrit.doc
Bilag 07 Genmæle Politiken Niels Harrit DET SYVENDE TÅRN.doc
Bilag 8 Addendum til klage 20106-0943 og 0944.doc
Bilag 9a Fra Pressenævnet første afvisning Politiken nr 44 100216.pdf
Bilag 9b Fra Pressenævnet første afvisning Jyllandsposten.pdf
Bilag 10 anmodning om genoptagelse af klage 20106-0943 og 0944.doc
Bilag 11 Afslag fra Politiken på Genmæle 100301.doc
Bilag 12 Svar fra Pressenævnet på forespørgsel til status.doc
Bilag 13a pressenævnet genoptager sagen mod Jylandsposten.pdf
Bilag 13b Pressenævnet genoptager sagen mod Politiken.pdf
Bilag 14a Jyllandspostens kommentar til genoptagelse.pdf
Bilag 14b Politikens kommentar til genoptagelse.pdf
Bilag 15a Pressenævnets kendelse NH vers JP.pdf
Bilag 15a Pressenævnets kendelse NH vers JP.pdf
Bilag 15b Pressenævnets kendelse NH vers Politiken.pdf




I USA er det forbudt for militæret at kontakte børn under 17 år, med henblik på at hverve dem til militærtjeneste. Men manglen på soldater er stigende, og det samme er den ulovlige henvendelserne til børn, og de der tilhørende klager fra forældre. Siden begyndelsen på krigen i Irak i 2002, er der kommet klager over, at militæret har kontaktet mindreårige. Nu er der rapporter om, at børn helt ned i 12-14 års alderen er blevet kontaktet, i et forsøg på at mainipulere dem ind i militæret, når de engang fylder de 17 år.